Skilsmisse kan ramme alle familier

Det var søndag den 10. januar. Det var køligt udenfor og stemningen i det lille, store hus var anderledes. Næsten som luften udenfor. Måske lidt koldere.

Jeg kan ikke helt forklare, hvordan. Men kender du ikke den der følelse af, at der er noget galt?

Det var sådan, jeg havde det. Den søndag den 10. januar.

Min mand sidder i stuen. Ved computeren. Børnene sidder under hver deres tæppe, mens tonerne af ’shake it up’ lyder fra Netflix.

Mine fødder hviler på hans ben. Jeg observerer ham. Han ser anderledes ud. Træt. Ked af det.

`Hvordan har du det? Du virker anderledes’ siger jeg til ham.

‘Lad os snakke sammen i aften, når børnene er lagt’ svarer han.

Måden han siger det på. Gør mig nervøs.

‘Hvad mener du? Hvad skal vi tale om?’

‘Jeg kan bare ikke mere´. Var ordene, der lidt undskyldende kom ud.

——

Hvis du har fulgt mig et stykke tid. Så ved du, at min mand fik to blodpropper i hjernen i slutningen af november sidste år.

Derfor gav det først god mening, at han ikke kunne mere. Havde brug for ro.

Lige indtil.
Det ikke gav mening mere.
Lige indtil.
Han tog afsted (samme aften).
Lige indtil.
Han ikke kom tilbage igen.

——

Der stod jeg så. Med to børn. Alene. Og forladt.

I chok.

Jeg havde mest af alt lyst til at gemme mig under dynen med Netflix. Bare glemme. Sådan havde jeg det i hvert fald de første mange uger. Uger, hvor jeg havde ondt af mig selv. Var vred. Virkelig bitter. Og ked af det.

Men jeg gjorde det ikke. Gemte mig under dynen altså.

Jeg gjorde noget andet.

Når nu deres far var forsvundet, så skulle de i hvert fald ikke miste deres mor også. Så jeg kæmpede. Gik imod mine automatiske mønstre.

Og ved du hvad?

Hvis det her var sket for bare to år siden, så havde jeg valgt Netflix eller Tv’et.

Men fordi jeg i dag kender mine dybere mønstre, så ved jeg godt, at det kun ville gøre det svære for mig at komme igennem hverdagen.

Det betyder ikke, at det ikke har været hårdt. Det har været benhårdt. Alle følelserne var der stadig. Og de kom og gik, som de havde lyst til. Følelserne altså.

Men mit selvværd. Min selvfølelse. Har ikke taget skade.

Tværtimod.

For min (ex-)mands beslutning har ikke noget med mig at gøre personligt. Men alt med ham at gøre.

——

Skilsmisse er en underlig størrelse. Og det er i hvert fald ikke et ord, jeg troede, jeg skulle bruge omkring min familie.

Jeg har altid troet på, at kærligheden kan overvinde alt. At når først to mennesker har sagt ja til hinanden, så er det for altid. Til døden os skiller.

Nu skulle jeg pludselig være hende den enlige fraskilte mor til to. Hvor kærligheden ikke overvandt alt.

Eller. Sådan tænkte jeg de første par uger.

Indtil jeg ikke gjorde mere.

For. Du ved. Det er altid SÅ nemt at sætte grimme labels på sig selv. At dømme sig selv. At falde tilbage til mønstre, som ikke er gode for dig.

Derfor vendte jeg det om. Og jeg ser i stedet en stærk kvinde, der sagtens kan være alene. Der har alle muligheder åbne.

Jeg tror også stadig på kærligheden. Og jeg mærker den allerede lidt nu (I en ny og mere intens form).

Så ja. Jeg tror stadig på, at kærlighed overvinder alt.

På den ene eller anden måde.

Så frygt ikke, kære du. Hvis du står i samme situation.

Det skal nok gå <3

Bare husk:

skilsmisse