Når mødre fortryder deres børn

Schh. Sig det ikke til nogen, vel. Men jeg har lige læst, at en israelsk sociolog.
 
Nej vent.
 
Først vil jeg fortælle dig om min tid som tjener. Så giver det mere mening.
 
Da jeg var 18 år arbejdede jeg som tjener på et lokalt steakhouse. Manden som ejede restauranten var ret. Lad os sige ekstravagant. Han dyrkede guldsmykker i alle afskygninger og var aldrig bleg for at give drinks og byture til sit personale. Aka mig og mine kolleger.
 
Han var i 40’erne og både hans kone og to børn arbejdede samme sted (det er væsentligt for historien).
 
Anyways. Hans udseende havde ikke ret meget med det at gøre, som gjorde så stort indtryk på mig. Ikke i forhold til det, jeg skal fortæller dig nu i hvert fald.
 
————
 
En dag. På en af byturene (hans to børn inklusiv) snakker vi nemlig om børn.
 
Lettere upåvirket over, at hans børn er der, siger han nemlig
‘Hvis jeg kunne vælge om, så havde jeg aldrig fået børn’.
What?
 
‘Det kan du da ikke sige’. Udbryder jeg. ‘Så du fortryder C og M, som sidder lige her?’
 
Nej. Griner han. Jeg elsker mine børn, men hvis jeg havde vidst, hvordan det var at have børn, så havde jeg ikke fået dem.
 
Det gav ingen mening for mig. Hvordan kan man fortryde sine børn?
 
De børn, som sad spil-levende ved siden af ham.
 
—-
 
Jeg har tit tænkt over det, han sagde. Og forleden dag faldt jeg over en artikel. Den hed ‘Mødre, der fortryder, de har fået børn’.
 
Den handlede om, at en israelsk sociolog har interviewet 23 israelske kvinder, som alle er enige i:
 
De elsker deres børn, men hvis de kunne gøre det om, havde de nok ikke fået dem.
 
Og min chefs ord fra dengang kom tilbage til mig.
 
Var det mon det, han mente? Min kære chef. Det mødrene i artiklen også snakkede om?
 
Det ingen turde sige højt? Men som han turde.
 

Jeg ved det ikke.

Men efter, at jeg selv blev mor, kan jeg godt forstå, hvorfor han sagde det. På en måde. For jeg fortryder ikke mine børn, men jeg ved, at jeg i perioder af mit liv har haft en følelse af, at det ville være lettere bare at være mig. Ikke-mor.

 
———
 
Anyways.
 
Ingen forældre bør sidde med en fornemmelse af at fortryde sine børn.
 
Men. Måske har du samme følelse. Sammen med en sort samvittighed over, at du overhovedet kan tænke såden.
 
Det behøver du ikke. Jeg tror, det er meget naturligt. Hvis det kun er i perioder.
 
Det handler blot om at finde ind til, hvorfor. Om at forstå hvorfor.
 
Og der synes jeg, enneagrammet (og instinkterne) er et fantastisk værktøj til at forstå.